Nu siger Jonna du til Vorherre
Jonna har både vasket prinsessehår og serveret kongelig mad. Men da hun mistede sin etårige datter, smuldrede tilværelsen, og barnetroen gik itu.
Først efter 40 år forsonedes Jonna med Gud, og nu småsnakker hun med ham dagligt- Det er jo de spedalskes kirkegård, der ligger udenfor, siger Jonna Nielsen og slår ud med hånden mod vinduet.
– Da de byggede husene her ovre bagved, gravede de en masse skeletter frem, som jeg kunne stå og kigge på fra mit vindue.
Jonna bor i det centrale Odense lidt uden for den gamle bykerne. Før i tiden lå spedalskhedsgården Skt. Jørgens på dette sted et par hundrede meter uden for den østlige byport. I dag er området bebygget, og hvor de spedalske tidligere blev begravet, ligger nu et lille grønt område og udstråler liv og vækst.
Det er som et billede på Jonnas liv. Som ung og forholdsvis nygift måtte hun bære sit førstefødte barn til graven, og det trak dybe furer i hendes liv. En oplevelse, der stadig ligger som et dystert faktum i Jonnas livsbagage, om end der henover den begivenhed og over resten af Jonnas fortid nu er trukket et lille lystanlæg af glæde og gode oplevelser.
– I dag er jeg så glad, at det næsten bobler indeni, afslører hun.
Men før Jonna nåede dertil, skulle hun opleve både at spilde punch på Kong Frederiks hånd og at vaske kronprinsesse Margrethes hår.
Jonna blev født i landsbyen Lejbølle på Langeland i 1937. Hun er nummer to af fire søskende og blev som pige sendt ud at tjene efter 7. klasse, selv om det var hendes store ønske at få sig en uddannelse.
– Jeg var ikke fyldt 14 år endnu, men som kvinde skulle jeg ikke lære andet end at styre en stor landhusholdning, fortæller Jonna.
Derfor arbejdede hun først halvandet år som køkkenpige på Herregården Egeløkke, før hun kom til Tranekær Slot, hvor hun var stuepige.
– Min far cyklede med min kommode på bagagebæreren, da jeg skulle til Tranekær. Det kan jeg endnu se for mig. Det var det eneste møbel, jeg selv havde med. Det er for resten den kommode, som står lige her, siger hun og stryger hen over en lille, almueblå kommode, som står i stuens ene hjørne. En kommode, som har fulgt Jonna, siden hun var barn, og i øvrigt har haft royal nærkontakt.
– Lensgreveparret på Tranekær Slot var gode venner med kongeparret, kong Frederik IX og dronning Ingrid, og de fik af og til besøg af den kongelige familie. Så lå Dannebrog som regel i Rudkøbing Havn. De tre prinsesser legede med lensgrevens børn, og de var lige så friske og aktive som alle andre børn. På et tidspunkt havde de fået noget jord på sig og skulle derfor i bad. Jeg var dengang 16 år, og vores dronning var 14 år gammel. Barnepigen gik i gang med at vaske hendes hår, men blev forstyrret, og så skulle jeg overtage efter hende.
– Jeg var jo lidt nervøs, men jeg tænkte: Jeg må hellere gøre det, ligesom når jeg selv vasker hår. Så jeg kom noget shampoo på og gnubbede og vaskede grundigt, inden jeg viklede et håndklæde omkring hendes hår, og hun gik til siden for at tørre sit hår. Vi sagde ikke noget til hinanden imens.
Jonna serverede også for de kongelige, når de var på besøg på slottet. Ved de store fester var der ofte bal efter middagen, og på et tidspunkt var det Jonna, som skulle servere punch til baldeltagerne. Kong Frederik kom hen med sit glas for at få det fyldt, men Jonna kunne ikke ramme glasset med den store øseske.
– Jeg tog derfor fat om hans hånd, som holdt på punchglasset, og hældte derefter punchen op. Desværre kom jeg til at spilde på kongens hånd, men jeg skyndte mig at tage en serviet og tørre hans hånd af. Det var flot gjort, sagde han så til mig, smiler Jonna.
Endnu senere, da Jonna var blevet gift, boede hun og hendes mand på en gård, som hørte under Tranekær Slot. Lensgreveparret havde tidligere boet på den gård, og en formiddag ved nitiden ringede telefonen. Det var lensgreven, som ville høre, om kongeparret måtte komme på besøg for at se den gård, som lensgreveparret tidligere havde boet på.
– Jeg spurgte, hvornår det skulle være. Klokken halvtolv svarede han. Det betød, at jeg kun havde to en halv time til at gøre huset klar, men jeg kunne jo ikke så godt sige nej, fortæller Jonna.
– Derfor fik jeg gartneren til at skaffe en buket blomster, den unge pige til at få opvasken af vejen, og selv smed jeg en stor bunke strygetøj hulter til bulter ind i et skab. Min mand sendte jeg i byen for at købe en gæstebog.
– Da kongeparret så kom, viste jeg dem rundt i hele huset, som havde 24-25 værelser. Gæstebogen havde vi lagt diskret fremme på min lille kommode her, men jeg turde ikke sige noget om den. Heldigvis havde lensgreven gættet, hvorfor den lå der. Nå, men I vil vel gerne have, at kongeparret skriver en hilsen i jeres gæstebog, sagde han, og det ville vi jo gerne, ler Jonna.
Jonna og hendes mand, Jørn, fik datteren Brita i 1957 og Helle i 1961. Men Brita døde, allerede da hun var 14 måneder gammel. Hun havde leukæmi og var indlagt de sidste måneder af sit korte liv.
– Hun blev overflyttet fra Rudkøbing Sygehus til børnehospitalet i Odense, men vi havde fået at vide, at det ikke var noget alvorligt. En time efter vi var ankommet til Odense med Brita, kom lægen med diagnosen: Hun har leukæmi, og hun overlever ikke. Skynd jer hjem og få en ny. Hun led så forfærdeligt, og jeg kunne ikke forstå det, siger Jonna.
Indtil da havde Jonna haft sin barnetro, hvor hun hver aften bad Fader Vor og tænkte på Gud som en god Gud.
– Der kom skår i min barnetro, da min datter døde. Jeg havde ikke længere lyst til at bede, for Gud havde taget vores lille pige. Min tro på Gud som en god Gud smuldrede. Alligevel fortsatte jeg med Fader Vor, men nu var det med en distance og uden varme følelser. Jeg kunne, og jeg kan stadig ikke se, at der var nogen mening med det. Hvorfor skulle vores lille pige dø? Hun var vores ønskebarn. Hvad havde hun, eller hvad havde jeg gjort?
Dødsfald var ikke noget, man talte om dengang. Derfor snakkede Jonna og hendes mand ikke med nogen om det, der var sket.
– Min venindes mand var den eneste, der ringede og udtrykte deltagelse, men min veninde havde sagt, at han skulle lade være. Sådan noget gør man ikke, og det gør det hele meget værre, havde hun sagt til ham.
Jonna blev indladt to måneder efter dødsfaldet. Hun havde fået en psykisk nedtur, fordi hun ikke fik bearbejdet sorgen. Oplevelsen sidder stadig i hende:
– Alt det, som jeg ikke forstår, er langt herude, siger hun og bevæger hænderne frem og tilbage med strakte arme foran sit ansigt.
– Og engang imellem dukker det op herinde.
Hænderne er nu lige foran Jonnas ansigt.
Der gik mere end 40 år, før Jonna oplevede, at den Gud, som hun troede havde taget Brita fra hende, igen kom til at spille en rolle i hendes liv. Og da blev det en hovedrolle.
– Efter det med Brita sagde jeg i mange år De til Vorherre, som Kim Larsen siger. Jeg blev skilt fra Jørn efter 24 års ægteskab, flyttede til Odense og fik taget 9. og 10 kl. og hf-eksamen på VUC. Og i 1999 læste jeg en annonce i Ugeavisen Odense om helbredelsesprædikanten Hans Berntsen, som holdt et møde på Magasinet (spillested i Odense, red.). Det var som om, at nogen sagde, at der skulle jeg bare hen.
Mødet var en positiv oplevelse for Jonna, og da Berntsen senere samme år skulle holde møde i en kirke, der lå få hundrede meter fra Jonnas hjem, tog hun af sted igen.
– Det fangede mig lige med det samme. Hans Berntsens måde at tale på og den glæde, han udstråler, gik lige ind i mig. Du må høre mere, tænkte jeg.
– Efter mødet hilste kirkens præst på mig, og jeg blev inviteret til at deltage i et Alpha-kursus (et introkursus til kristentroen, red.), hvis jeg havde lyst. Jeg anede ikke, hvad det var, men sagde ja tak.
– På Alpha-kurset lyttede jeg meget til de andre, når vi samtalede om dagens foredrag. Af kurset forstod jeg, at vi kan tale med Gud, som vi taler med en anden person, og det berørte mig dybt. Jeg tænkte: Kan man virkelig det? Hjælper det virkelig?
– Men jeg opdagede, at det gør en kæmpe forskel. Nu siger jeg ikke De til Vor Herre. Jeg snakker med ham og stiller spørgsmål og har ham med i mine dagligdags gøremål. Det betyder, at jeg indeni føler, hvad jeg kalder en kærlig fred. Nu er jeg aldrig alene. Jeg har mange oplevelser, hvor jeg mærker, at jeg ikke går alene rundt.
– På et tidspunkt var jeg rundt i byen for at ordne nogle ærinder, og jeg havde sådan en lyst til at gå på café, så det sagde jeg til Gud. Men det var som om, at jeg lige skulle være færdig med mine ærinder først. Da jeg så endelig havde afsluttet dem, var jeg træt og sagde til Gud: NU trænger jeg til at komme på café. Og så var det, som om én svarede: Ja! Nu skal vi på café, smiler Jonna.
– Tidligere ville jeg have regnet det for næsten at være blasfemi at tale med Gud om alting. Jeg ville have tænkt, at sådan noget gør man ikke!
Tidligere tænkte Jonna også, at Gud ikke brød sig om hende. Ellers ville han vel ikke have ladet hendes datter dø. Men det er også forandret nu.
– Jeg føler mig som et af Guds børn, og jeg lever også derefter. Jeg er fyldt af sådan en glæde, at det bobler indeni, og nogen gange har jeg lyst til at råbe det ud. Jeg har det godt nu, fastslår hun.
